Gua sha

Gua Sha til smertelindring og skønhed

Gua Sha – meget mere end ansigtspleje

Når du hører Gua Sha, tænker du måske på den lille sten, der stryges hen over ansigtet som en del af en hudplejerutine.

Men Gua Sha er meget mere end det.

Gua Sha er en manuel behandlingsmetode med rødder i Traditionel Kinesisk Medicin, som jeg især holder af at bruge ved muskelspændinger, smerter og nedsat bevægelighed.

Behandlingen kan stå alene, men hos mig bruger jeg den ofte som supplement til akupunktur, når jeg vurderer, at den passer til den problemstilling, du kommer med.

Hvad er Gua Sha?

“Gua” betyder at skrabe eller stryge, mens “Sha” beskriver de karakteristiske røde mærker, der kan komme i huden under behandlingen.

Jeg arbejder med et glat Gua Sha-redskab, som føres gentagne gange hen over huden med et kontrolleret tryk.

Behandlingen påvirker hud og underliggende væv og øger den lokale blodgennemstrømning. Afhængigt af området og formålet kan behandlingen opleves forholdsvis kraftig, men trykket tilpasses altid dig.

Efter behandlingen oplever mange, at området føles varmere, lettere og mindre spændt. Ved problemer fra bevægeapparatet vurderer jeg gerne bevægeligheden både før og efter behandlingen.

Hvad bruger jeg Gua Sha til?

I klinikken bruger jeg især Gua Sha ved problemer i muskler og bevægeapparat, eksempelvis:

  • nakke- og skulderspændinger

  • akutte nakkesmerter

  • spændinger og smerter i ryggen

  • spændingsrelateret hovedpine

  • kæbespændinger

  • ømme og spændte muskler

  • nedsat bevægelighed

  • arvæv, når behandling af området er relevant

Gua Sha kan også indgå i min kosmetiske akupunktur, men her anvendes en langt mildere teknik end den terapeutiske Gua Sha, jeg bruger på eksempelvis nakke, skuldre og ryg.

Gua Sha set gennem Traditionel Kinesisk Medicin

Gua Sha har sine rødder i Traditionel Kinesisk Medicin (TCM), hvor behandlingen beskrives med et andet sprog end det, vi bruger i moderne vestlig medicin.

I TCM taler man blandt andet om Qi, Blod, meridianer, stagnation, Vind, Kulde og Varme. Det er traditionelle begreber og billeder, som bruges til at beskrive mønstre i kroppen og forstå, hvorfor forskellige symptomer opstår.

Ved smerter og spændinger vil man eksempelvis ofte tale om stagnation af Qi og Blod – altså at den frie bevægelse i området er hæmmet.

Et klassisk princip inden for kinesisk medicin siger:

“Hvor der er fri bevægelse, er der ikke smerte. Hvor der er smerte, er der ikke fri bevægelse.”

Gua Sha bruges traditionelt til at bevæge Qi og Blod og løsne stagnation.

I TCM anvendes Gua Sha også til det, man beskriver som at “frigøre overfladen” og uddrive Vind, Kulde eller Varme. Det er blandt andet baggrunden for den traditionelle anvendelse af Gua Sha ved begyndende forkølelsessymptomer og andre akutte tilstande.

Begreber som Vind, Kulde og stagnation skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt. De er en del af det traditionelle kinesiske medicinske sprog – en måde at beskrive mønstre og sammenhænge i kroppens reaktioner på, en allegori.

Hvad siger den moderne fysiologi?

Fra et moderne fysiologisk perspektiv beskrives Gua Sha med et andet sprog.

Her undersøger man blandt andet behandlingens påvirkning af hud og underliggende væv, lokal blodgennemstrømning og smerte.

For mig behøver de to perspektiver ikke stå i modsætning til hinanden.

TCM giver mig en traditionel forståelsesramme, som er en vigtig del af mit akupunkturfag. Moderne viden giver os et andet sprog til at undersøge og beskrive, hvad der sker i kroppen.

I klinikken er mit fokus i sidste ende meget konkret:

Hvordan har du det før behandlingen – og hvad har ændret sig bagefter?

De røde mærker – hvad er Sha?

Ja, terapeutisk Gua Sha kan se lidt voldsomt ud bagefter.

Under behandlingen kan der komme røde eller mørkere mærker frem i huden. Det er det, man traditionelt kalder Sha.

I den traditionelle forståelse ses fremkomsten af Sha som et udtryk for, at stagnation bringes til overfladen og bevæges.

Fra et moderne fysiologisk perspektiv beskrives mærkerne som små punktformede blødninger i vævet – petekkier – og eventuelt større misfarvninger, ekkymoser.

Det er to forskellige måder at beskrive det, man observerer under behandlingen.

Mærkerne kan variere fra let røde til mørkere røde eller lilla og forsvinder gradvist igen, typisk i løbet af nogle dage.

Hvor tydeligt Sha kommer frem, varierer fra person til person og fra område til område. Målet med behandlingen er ikke at skabe så mørke mærker som muligt.

Jeg kan godt lide at måle før og efter

Hvis du kommer med eksempelvis en nakke eller skulder, der gør ondt eller ikke bevæger sig normalt, undersøger jeg ofte din bevægelse før behandlingen.

Efter Gua Sha tester vi igen.

Kan du dreje hovedet længere? Løfte armen højere? Føles bevægelsen lettere? Er smerten ændret?

Nogle oplever en tydelig forskel umiddelbart efter behandlingen, mens effekten hos andre udvikler sig mere gradvist.

Det interessante for mig er ikke, hvor rød huden bliver.

Det interessante er, om du fungerer bedre bagefter.

 

Er Gua Sha sikkert?

Gua Sha er generelt en sikker behandling, når den udføres korrekt, men behandlingen passer ikke til alle.

Jeg vurderer derfor altid, om Gua Sha er relevant og sikkert i din situation.

Jeg er blandt andet ekstra opmærksom ved blodfortyndende medicin, blødningsforstyrrelser, meget skrøbelig hud, hudinfektioner, sår eller andre tilstande i det område, der skal behandles.

Fortæl mig derfor altid om sygdomme og medicin inden behandlingen.

Kan jeg bruge Gua Sha derhjemme?

Ja. Mild Gua Sha kan sagtens bruges hjemme.

Der er dog stor forskel på den blide Gua Sha, du måske kender fra ansigtspleje, og den terapeutiske behandling, jeg anvender i klinikken.

Hvis du gerne vil bruge Gua Sha selv, viser jeg dig gerne en enkel og sikker teknik, der passer til det område, du ønsker at arbejde med.

Gua Sha hos Krop Ro

Jeg bruger især Gua Sha, når jeg vurderer, at det kan supplere din akupunkturbehandling – eksempelvis ved nakke- og skulderspændinger, hovedpine, kæbespændinger og andre problemer fra bevægeapparatet.

Du behøver derfor ikke selv vide på forhånd, om Gua Sha eller akupunktur er det rigtige valg.

Book en almindelig akupunkturbehandling og skriv gerne kort i notefeltet, hvad du ønsker hjælp til. Så vurderer vi sammen, hvilken behandling der giver bedst mening.

BOOK TID